Print Mælkebloggen

Mælkefri kost

Det kan synes svært, at ændre sine madvaner, indkøbsvaner og ikke mindst sin tankegang, hvis man går over til en mælkefri kost. Det kan være en stor hjælp, hvis man prøver, at ændre sin opfattelse af hvad der er sundt. Man skal også være forberedt på en vis skepsis fra omverdenen, men her gælder det om, at stole på sin egen overbevisning.

Overgangen til mælkefri kost kan gøres lettere, hvis man finder ud af hvad der kan erstatte mejeriprodukter. Der findes efterhånden mange gode produkter - f.eks. flere forskellige slags sojaoste, yoghurt og is. I langt de fleste tilfælde kan man erstatte mælk med vand, risdrik, sojadrik, havredrik eller kokosmælk. Hvis man bruger kokosmælk, er det en god idé at tilsætte lidt ekstra vand, da kokosmælk er meget tyk og cremet. F.eks. i en almindelig pandekagedej, hvor det giver en dejlig smag, evt. sammen med lidt kanel eller kardemomme.

I retter hvor man normalt tilsætter fløde, kan man i stedet bruge det produkt der hedder sojacreme. Det minder om kaffefløde i konsistens, men det skal tilsættes til sidst, for kommer det til at koge, skiller retten. Sojacremen smager ikke af noget, men tager smag af de øvrige ingredienser i retten.

Noget mange har svært ved at undvære i deres kost, er ost. Også her findes der alternativer, som smøreost, skiveost og pizzaost lavet af soja. Det smager dog ikke helt som det, vi kender, der er lavet på komælk.

Mht. fedtstoffer, så har børn brug for mere fedtstof end voksne, og derfor er det ofte de fede mælkeprodukter, der gives til små børn. Det er som regel smør og flødeost. I stedet kan man stege i olivenolie (den fås med mild smag) og bruge koldpresset tidsel-, solsikke-, eller valnøddeolie til at spise uopvarmet, f.eks. rørt ud i morgengrøden. Som alternativ til smør kan man med fordel bruge plantemargarine.

Du kan læse meget mere om mælkefri kost i den meget omtalte livsstilsbog "Kernesund Familie, sådan". Forfatterne har også udgivet kogebogen "Kernesund Mad" hvor alle opskrifterne er mælkefrie. Se mere på deres hjemmeside www.kernesundfamilie.dk

På Astma og Allergi forbundets hjemmeside, er der mange gode opskrifter på mad uden mælk.
Læs mere på www.astma-allergi.dk

Der findes mælkeprodukter i rigtig mange fødevarer. Selv i nogle typer af chips m.m., som normalt ikke forbindes med mælk. Vær også opmærksom på, at mælk kan hedde meget forskelligt når du læser varedeklarationer. Nedenstående link henviser til en liste over hvad mælk også kan hedde. Du kan printe den ud og have den med på indkøbsturen. Se listen



Klik her for at sende et tip om denne side til en ven!
© 2009 Komælk.dk