I første del gennemgås 140 forskningsrapporter fra 1975 til nu om sammenhængen mellem mælk, mejeriprodukter og calciumtilskud på den ene side og knogleskørhed på den anden side. Denne herskende teori, calcium-teorien, som fremføres af sundhedsmyndigheder, mejeriindustri og medicinfabrikanter, hævder, at knogleskørhed skyldes for lidt calcium i kosten, og derfor skal vi  indtage mere calcium, f.eks. i form af mælkeprodukter – mælk, yoghurt, ost etc. – og calcium-piller.

Det viser sig, at den samlede forskning på området ikke kan bekræfte teorien. Inden for den epidemiologiske forskning, som beskæftiger sig med store befolkningsundersøgelser, findes der 4 rapporter, der alle viser samme resultat: Der, hvor der drikkes mest mælk og spises flest mejeriprodukter – Nordamerika, Nordeuropa, Australien og New Zealand – er der også mest knogleskørhed. I Afrika, Asien og Sydamerika er problemet mange gange mindre.

Epidemiologiske undersøgelser kan imidlertid kun give et fingerpeg i en bestemt retning, og de har vanskeligt ved at afdække mekanismer eller årsag/virkning-sammenhænge. Derfor går bogen videre med tre andre spørgsmål:

Kan mælk, mejeriprodukter og calciumtilskud hver for sig eller i kombination forebygge knogleskørhed og hoftebrud? Ud af 86 studier viser 24, at det kan de godt, mens 62 studier viser, at det kan de ikke.

Kan calciumindtag i løbet af barndommen forebygge knogleskørhed senere i livet? Ud af 13 studier viser 6, at det kan de godt, mens 7 viser, at det kan de ikke.

Kan D-vitamin med eller uden calcium forebygge knogleskørhed? 17 ud af 37 studier siger ja, 20 siger nej.

Sammenlagt bliver resultatet af 140 undersøgelser, at 47 støtter calcium-teorien, mens 93 ikke støtter denne teori.

Herefter går bogen over til at undersøge den anden videnskabelige teori, som ikke er offentligt anerkendt, men som har levet et stille liv i forskningsmiljøerne siden 1968: Syre/base-teorien eller »low acid eating«-teorien. Den går ud på, at proteiner – især fra mælkeprodukter og kød – er syredannende og sænker blodets pH, hvorefter der frigives kalk (basisk, alkalisk) fra knoglerne, da blodet kræver en meget fin syre/base-balance (pH 7,4). Den kalk, som f.eks. mælk og ost tilfører, er ikke nok til at erstatte den kalk, som trækkes ud af knoglerne på grund af forsuringen. Desuden mangler mælk og kød en lang række andre vitaminer og mineraler, som også er nødvendige for en effektiv knogledannelse.

Kalk (calcium) optages og virker bedst fra grøntsagerne, især fra mørkegrønne bladgrøntsager, fra  kålsorterne, fra krydderier og krydderurter og fra nødder og kerner. Grøntsager indeholder i modsætning til mælk og kød også de andre knoglesunde næringsstoffer samt har en bedre balance mellem protein og calcium, da langt de fleste vegetabilske fødevarer er basedannende (alkaliske).

En lang række undersøgelser understøtter denne teori: jo mere animalsk protein i kosten, jo mere calcium i urinen, jo mere animalsk protein, jo mere knogleskørhed, jo mere vegetabilsk protein, jo mindre calciumtab, jo mere vegetabilsk protein, jo mindre knogleskørhed osv. Plantebaseret kost forøger også knogletætheden (bone mineral density, BMD) mere end animalsk baseret kost. Undersøgelser over middelhavskost, kinesisk, japansk og andre plantebaserede asiatiske kostformer samt vegetarisk og vegansk kost understøtter ligeledes syre/base-teorien. Og endelig nævnes en række undersøgelser over enkeltfaktorer som K-vitamin, soja og antioxidanter, som kun findes i planter og som alle er gavnlige for udvikling af sunde og stærke knogler.

Dette afsnit af bogen slutter med et par kapitler om »low acid eating«, inklusive gode råd om overgang til en knoglesund, plantebaseret, basisk kost med opskrifter, menu-planer og syre/base-tabeller for vegetabilske og animalske fødevarer. Og det understreges, at hvad der er sundt for knoglerne, er også forebyggende for en lang række andre sygdomme som fedme, hjerte/kar-sygdomme, diabetes m.m.

Endelig er der en afdeling med undersøgelser af andre risikofaktorer for knogleskørhed: det gælder om at undgå at tabe calcium fra knoglerne, og det gør man ved ud over animalsk protein også at undgå salt, koffein, alkohol og tobak samt ikke mindst ved at dyrke motion.