Risalamande uden mælk

Du kan lave en risalamande uden mejeriprodukter, som smager helt som den mælkeholdige

Udgivet den 16. december 2016 1:30

Opdateret den 16. december 2016 19:59

Forfatter: Gert Karlson

Kategori: Nyheder

Kommentarer: 4

Det er let at lave risalamande uden mælk, og man kan med fordel koge risengrøden til risalamanden på vand. Så brænder den ikke på selvom man ikke står og rører konstant. Har man adgang til mandelmælk, så kan man forbedre smagen ved at erstatte halvdelen af vandet med dette (husk at røre, da mandelmælk brænder på som komælk).

Risengrød (4 pers. færdig risalamande)

1½ dl grødris

1 liter vand (erstat gerne halvdelen af vandet med mandelmælk)

½ tsk. salt

Kom alle ingredienserne i en tykbundet gryde. Bring grøden i kog under hyppig omrøring. Skru ned og lad grøden små koge i ca. 30-40 minutter til den har den ønskede konsistens. Den skal ikke være for stiv, da risene fortsætter med at suge væske til sig. Rør hyppigt undervejs, så grøden ikke brænder på. Du kan også vælge at lade grøden “koge” i din seng. Så skal du tage gryden af kogepladen, når indholdet er bragt i kog, og pakke gryden ind i et gammelt håndklæde og sætte den i sengen under dynen.

Risalamande

Risengrøden (afkølet)

2 spsk sukker

2 tsk vanillesukker

50 gr fint hakkede mandler

 

Soya-fløde og mandelmælk

Alpro Soya Piskbar og Alpro Mandelmælk

Der skal ca. bruges en halv brik Alpro Soya Piskbar, som den lille på billedet (du kan også selv lave skum fra en dåse kokosmælk – se opskrift nedenfor).

OBS: Hvis du laver risalamanden i god tid, så gem eventuelt lidt skum til at fortynde før servering, da soyafløden godt kan blive lidt stiv af at stå.

Rør risengrøden, sukker, vanillesukker og mandler grundigt sammen med en ske. Pisk skummet, som røres i. Server risalamanden kold – gerne med varm kirsebærsovs.

Alpro Soya Piskbar smager meget neutralt, men man kan eventuelt tilsætte lidt citronsaft, hvis sukker, vanilje og de hakkede mandler ikke fjerner hele “soja-smagen”. Nogle mener, at man bør undgå for mange soya-produkter i hverdagen (læs mere i kommentarerne nedenfor).

Opskrift på mælkefrit Flødeskum

1 ds kokosmælk (ikke light – tag den fedeste du kan finde)

1 tsk agavesirup

1/4 tsk vaniljepulver

Kokosmælken skal køles godt ned – gerne i køleskab fra dagen før. Køl piskeris og skål ned før du skal piske skummet. Når du åbner dåsen, hælder du det vandige fra. Du skal bruge fedtet, som har samlet sig i en stivnet klump i toppen. Fedtet kommes i en skål sammen med sirup og vanille og piskes til skum med de kolde piskeris. Skummet kan fint laves dagen før. Opbevar den i en beholder med låg i køleskabet.

Komæk.dk ønsker dig en glædelig jul

Held og lykke med din mælkefrie risalamande. Når du undgår mejeriprodukterne i risalamanden, falder julemåltidet heller ikke så tungt. Skriv gerne en kommentar om din erfaring med denne opskrift.

Kommentér denne artikel

© Komælk.dk - 2024

Web