Mælkefri kost

Nederst på siden finder du en række mælkefri tips. Det gælder opskrifter, valg af restauranter, og hvad mælk kan hedde, når du læser varedeklaretioner – både på dansk og når du er i udlandet.

Om at spise mælkefrit
Det kan synes svært, at ændre sine madvaner, indkøbsvaner og ikke mindst sin tankegang, hvis man går over til en mælkefri kost. Det kan være en stor hjælp, hvis man prøver, at ændre sin opfattelse af hvad der er sundt. Man skal også være forberedt på en vis skepsis fra omverdenen, men her gælder det om, at stole på sin egen overbevisning.

Overgangen til mælkefri kost kan gøres lettere, hvis man finder ud af hvad der kan erstatte mejeriprodukter. Der findes efterhånden mange gode produkter – f.eks. flere forskellige slags sojaoste, yoghurt og is. I langt de fleste tilfælde kan man erstatte mælk med vand, risdrik, sojadrik, havredrik eller kokosmælk. Hvis man bruger kokosmælk, er det en god idé at tilsætte lidt ekstra vand, da kokosmælk er meget tyk og cremet. F.eks. i en almindelig pandekagedej, hvor det giver en dejlig smag, evt. sammen med lidt kanel eller kardemomme.

I retter hvor man normalt tilsætter fløde, kan man i stedet bruge det produkt der hedder soja-cuisine, som produceres af både Provamel og Naturli´. Det minder om kaffefløde i konsistens, men det skal tilsættes til sidst, for kommer det til at koge, skiller retten. Sojacremen smager ikke af ret meget, men tager smag af de øvrige ingredienser i retten.

Noget mange har svært ved at undvære i deres kost, er ost. Også her findes der alternativer, som smøreost, skiveost og pizzaost lavet af soja. Det smager dog ikke helt som det, vi kender, der er lavet på komælk.

Mht. fedtstoffer, så har børn brug for mere fedtstof end voksne, og derfor er det ofte de fede mælkeprodukter, der gives til små børn. Det er som regel smør og flødeost. Vegatabilske olier er dog meget sundere. Man kan stege i olivenolie (den fås med mild smag) og bruge koldpresset tidsel-, solsikke-, eller valnøddeolie til at spise uopvarmet, f.eks. rørt ud i morgengrøden. Som alternativ til smør kan man med fordel bruge plantemargarine.

Opskrifter uden mælk
På Astma-Allergi Danmarks hjemmeside, er der mange gode opskrifter på mad uden mælk. Find opskrifter uden mælk her.

Mælkefri restauranter
På hjemmesiden specialgourmets.com kan du finde restauranter, som kan lave mælkefri mad. Husk at vinge din type af allergi af til højre på siden.

Liste over hvad mælk kan hedde
Der findes mælkeprodukter i rigtig mange fødevarer. Selv i nogle typer af chips m.m., som normalt ikke forbindes med mælk. Vær også opmærksom på, at mælk kan hedde meget forskelligt når du læser varedeklarationer. Nedenstående link henviser til en liste over hvad mælk også kan hedde. Du kan printe den ud og have den med på indkøbsturen. Se listen

Rejsetips – hvad mælk hedder når du er i udlandet
Hvis du skal ud at rejse, så er det godt at være forberedt. Astma-Allergi Danmark har oversat mange af de ord du finder i varedeklartionerne – herunder også oversættelser på mælkeprodukter. Der er oversættelser på 10 forskellige sprog

© Komælk.dk - 2017

Web