af Helge Volkmann, praktiserende læge

Mælk er en rigtig stor forretning. Så stor at overproduktionen på 20 pct. i EU støttes økonomisk til salg udenfor EU for at holde prisen oppe. Mælk er en af de få fødevarer, som det lader til at man godt må lave sundhedsanprisninger om: Det styrker knoglerne, det forebygger knogleskørhed, det giver ny energi osv. Men passer det? Er sundhedsanprisningerne mere motiveret af ønsket om at sælge end af at gavne befolkningen? Ifølge Folkhälsoinstitutet i Sverige er den store produktion ikke til gavn for folkesundheden. Først og fremmest på grund af den megen animalske fedt. Selvom mælken har været en del af ernæringen for mange folkeslag gennem flere tusinde år, borger det desværre ikke for at mælk er god næring. Jo det kunne det have været, dengang før homogeniseringen og pasteuriseringen; før kunstgødningen, sprøjtemidlerne og det industrielle landbrug. Det er der i virkeligheden ikke nogen der ved. I dag får mælken imidlertid hele turen gennem rør, pumper og dyser, varme og partikel-smadring. Det fjerner kvægtuberkulosen og listeria-bakterien. Da mange køer imidlertid har yverbetændelse, er den konventionelle mælk ifølge dagspressen set i et mikroskop en bakteriesuppe at se på – døde bakterier ganske vist, men dog materie.

Laktose-intolerans er det normale

Mere end halvdelen af Jordens befolkning får ikke mælk efter at de er vænnet fra mors bryst. Det er kun en mindre del af Jordens befolkning der tåler mælkeprodukter. Resten tåler ikke mælken, fordi de ikke kan omsætte mælkesukkeret. De har laktose-intolerans. De producerer ikke det laktose-spaltende tarmenzym laktase. Det er et stort problem blandt indvandrere fra Mellemøsten og Asien, der kommer til det mælkekonsumerende Europa. De generes af allehånde symptomer som det ikke lykkes at få bugt med, fordi man glemmer at tænke på mælkens indflydelse. Også danskere har laktose-intolerans. Vi taler ikke om allergi. I daglig tale bruges ofte betegnelsen mælkeallergi. Men der er altså tale om intolerans og ikke bare i forhold til laktose. Der synes også at være andre faktorer der spiller ind om end det ikke er klart hvilke. ?Mælkeallergien? kan udledes af symptomerne og af at man får det bedre ved at udelade mælkeprodukter af kosten i 8 uger. Jonna Deibjerg har skrevet en fin bog om emnet – ?Mælkeallergi? udgivet på forlaget Høst & Søn. Og hvilke er symptomerne? Man må desværre sige, at de kan være meget forskellige. Det gør det svært at afgrænse dem fra andre lidelser. Ofte møder vi forkølelser, tæthed i næsen, snorken, hovedpine, træthed, blodmangel, forstoppelse, luft i maven, tynd mave, vægtøgning, præmenstruelt syndrom og menstruationssmerter mm. Især blandt børnene er det ikke sjældent at en løbebane med gentagne mellem-ørebetændelser, halsbetændelser og forkølelser kan stoppes med en mælkefri diæt. Og ofte vil en kost uden mælkeprodukter under sygdom føre til at barnet bliver hurtigere rask. Det er min erfaring ved skønsmæssigt 80 pct. af dem der prøver det. Det virker som om lymfesystemet i næse-svælg- og halsområdet fungerer mere trægt når kroppen udsættes for mælkeprodukter. Slimhinderne hæver og slimer til og immunforsvaret fungerer dårligt på slimhindernes overflade.

Knogleskørhed – livsstil og kost

Hvordan vil det så være at skære mælken væk set i forhold til knoglerne? Nu er det sådan at de undersøgelser der har været lavet over mælk og knoglestyrke ser tilbage og opregner hvad man fik som barn, ung og voksen. De følger altså ikke to tilfældige grupper, hvoraf den ene får mælkeprodukter og den anden ikke og ser på efter f.eks. 30 år hvordan det er gået. På baggrund af studierne har man udledt at har der været mange mælkeprodukter i kosten, så har tilbøjeligheden til knogleskørhed senere i livet været mindre. Imidlertid er der et men. I de lande hvor mælkeforbruget er højest er knogleskørheden også højest. Det kan skyldes at indtag af protein og fedt fra dyr forsurer kroppens indre miljø. For at neutralisere syre-base balancen i blodet anvendes der kalk især fra knoglerne og den kalk udskilles siden via urinen. Dertil kommer at udnyttelsen af mælkens kalk er nede på omkring 30 pct., hvor den er højere fra grøntsager f.eks. kål. Det man ser ved de undersøgelser er således ikke hele billedet. For var mælkeindtaget forbundet med en bestemt livsstil og kost i øvrigt? Hvis kosten ellers er lødig så er motion faktisk vigtigere for opbygning og vedligeholdelse af knoglestyrken end kalkindtaget, viser et studie. Det gælder både unge og gamle. Et varieret udbud af grøntsager og frugt har også betydning. Frugt og grønt indeholder basiske salte, der er med til at holde syre-base balancen i blodet, så der ikke behøves at blive trukket kalk fra knoglerne. I et studie fra Harvard Universitet af 77.761 sygeplejersker fandt man en forøget frekvens af lårbensbrud hos dem der indtager to eller flere glas mælk om dagen, i forhold til dem der kun fik lidt eller slet ingen mælk. Lignende resultater er man kommet frem til i et australsk studie. Knogler består ikke kun af kalk og kalk er ikke ene ansvarlig for knoglernes styrke. Der kræves også bl.a. magnesium, zink, bor, molybdæn, kalium, C-vitamin mv. Mælk fremmer ikke optaget af disse mineraler. Der skal altså en mere varieret kost til.

Mælkefri kost

Hvad kan man da gøre? Det anbefales at spise en fedtfattig kost (dette gælder dog ikke for børn), grøntsager rige på kalk (f.eks. grønkål, persille), nødder, sesamfrø, hvide-, brune-, mung-, sojabønner mv., at begrænse saltforbrug, dyreprotein og kaffe, undlade at ryge og sørge for regelmæssig motion. Overdreven brug af sukker og sødt og ikke mindst cola tærer på kalkbeholdningerne. Til de små børn kan man øge kalktilførslen ved at give grød af iblødsat eller forspiret malet fuldkorn. Derved er fytinsyren der ellers ville binde kalk nedbrudt. De helt små skal have grøden siet. Mandelmælk, rismælk og havremælk er alternativer man kan købe i supermarkeder og helsekostforretninger. Til de lidt større børn kan man også anvende soyamælk. Det amerikanske akademi for børnelæger anbefaler at børn under et år ikke får komælk, da de risikerer at kunne få jernmangel, kolik, fødevareallergi og kronisk forstoppelse.

Kræft og forurening

Hele 16 studier knytter mælkeindtag til prostatacancer (blærehalskirtlen). Mælkens indhold af Insulin-lignende-væksthormon 1 (IGF-1) øger risikoen for brystkræft og menes også at kunne fremme prostatacancer. Hormonet menes at være nødvendigt for kalvenes hurtige vækst. I USA bruges væksthormon til køerne og dette øger yderligere mængden af IGF-1. Endnu et argument for at modstå USA´s pres for at måtte indføre hormonbehandlet kød til Europa. Mælkens laktose nedbrydes til de to sukkerstoffer galaktose og glucose. Hvis galaktosemængden overstiger kroppens omsætningskapacitet, kommer det til at virke som gift på ovarierne (æggestokkene), hvilket forhøjer risikoen for ovariecancer og barnløshed. Befolkningsstudier viser forbindelse mellem mælk og udviklingen af sukkersyge, Type I diabetes, hvor insulinbehandling er nødvendig. Mælkeproteinet synes at skabe en autoimmun allergisk reaktion overfor cellerne i bugspytkirtlen, hvor insulinet produceres. I et finsk studie fandt man at spædbørn der fik komælk fra 6 måneders alderen i forhold til børn der ikke fik mælk havde meget højere immunreaktion overfor insulin fra køer. Det er denne reaktion overfor ko-insulin, som forskerne mener kan give Type I diabetes senere i livet. Mælk indeholder animalsk fedt, uanset hvilket produkt man indtager. Animalsk fedt øger kolesteroltallet og medvirker således til åreforkalkning og dermed hjerte-kar sygdomme. Homogeniseringen slår fedtpartiklerne så små at de ifølge Dr. Osler går uforandrede over tarmslimhinden og øger risikoen for åreforkalkning og allergi. Det intensive landbrug resulterer i mange syge dyr, ligesom der er plantebekæmpelses- og insektbekæmpelsesmidler i foderet. Antibiotika og bekæmpelsesmidler havner således i mælken. Derved udsættes forbrugeren for forurening og risikoen for resistensudvikling i forhold til antibiotika er til stede. Endelig har et studie vakt mistanke om at mælkeforbrug kan lede til Parkinsons syge. Man fandt en overhyppighed af Parkinsons syge hos mænd der drak meget mælk. Man forestiller sig at det kan skyldes enten pesticider og PCB eller en bestemt slags enzymer i mælken. Der er ingen steder undersøgt for forskelle mellem at indtage komælk eller gede- eller fåremælksprodukter. Mine egne erfaringer er dog at man ofte tåler mælkeprodukter fra ged og får selvom man ikke tåler komælk. Det gælder dog kun ved intolerans, ikke ved allergi. Småbørnene skal fortsat helst kun have mors mælk. Alt dette skal dog ikke diskvalificere mælk helt som ingrediens i føden. Som med så meget andet vil det for de fleste være et spørgsmål om mængde. Det gælder også her at et overdrevent forbrug fører til problemer. Udover at det ville være godt hvis man kunne stoppe forringelsen af mælkeprodukterne i den industrialiserede produktion og behandling, så vil det være godt at skære ned på den mængde der fortæres. Kostanbefalingerne siger, at vi skal indtage mindre animalsk føde, og det vi indtager skal være så fedtfattigt som muligt. I stedet skal der indtages langt mere korn, frugt og grønt end tilfældet er i dag. I USA siger man 9 stykker frugt eller grønt om dagen. Man kan følge ideen om kødfrie dage op med mælkeproduktfrie dage. F.eks. kun en til to dage om ugen med et mælkeprodukt. Den laktose- eller mælkeintolerante må imidlertid helt afstå fra mælkeprodukter i en periode, hvis man vil undgå gener. Derefter vil det være muligt at tåle mælkeprodukter en sjælden gang.

Note. Ovenstående artikel har tidl. været bragt i tidsskriftet Mit Helbred 2/2004 og bringes med venlig tilladelse af forfatteren og redaktør Ole Vestergaard.